Following this brief introduction is a Danish essay I wrote for school earlier this year. I'm posting it despite the stated purpose of this blog being to explore essay writing outside school, since the essay is 1) one of those that get a little personal and brush against the limit of professionalism in teacher-student interaction and 2) one I actually like and is relevant to an issue I find important. Since it deals with language and some specific Danish words, I've decided not to translate it into English - for now at least. I hope you enjoy it.
-------
“Er du en dreng eller en pige?” var dét spørgsmål, der dominerede min barndom. Jeg kunne aldrig svare. I mit hoved var svaret et åbenlyst “nej”, men det var ikke en svarmulighed. I løbet af årene blev jeg bedre til at håndtere spørgsmålet, men ikke fordi jeg er begyndt at hælde mere til den ene side end den anden. Dét med, at spørgsmålet skal formuleres som et ultimatum med kun to valgmuligheder, er ikke min idé. Men mennesker kan godt lide at putte ting i kasser, og lige for tiden er vores samfund indrettet således at der kun er to kasser i dette tilfælde: Mand og Kvinde. Og de fleste bryder sig ikke om at sætte ting uden for kategori: De, der var for høflige eller for generte til at stille spørgsmålet, valgte hurtigt at sige enten ‘han’ eller ‘hun’ om mig alligevel. På et tidspunkt begyndte jeg at spørge mig selv: Hvordan og hvorfor vælger folk mellem de to muligheder? Og er det egentlig ikke lidt problematisk at de absolut skal?
Det er ikke tilfældigt hvad man synes skal være henholdsvis maskulint eller feminint, hvad end det handler om personer, objekter - eller ord. Ifølge Dansk Sprognævns artikel ”Kvinder og mænd – i sproget” er der blevet bedre balance mellem ’mande-’ og ’kvindeord’. De skriver: ”Retskrivningsordbogen indeholder 16 ord der ender på kvinde og 200 på mand. […] I Sprognævnets nyere ordsamling som er indsamlet siden 2001, er der registreret 322 kvindeord og 377 mandeord[.]” Det lyder jo positivt nok. Dog kun indtil man ser på, præcist hvad de ord betegner. For de trehundrede nye kvindeord er ikke bare feminine ækvivalenter af teknisk set kønsneutrale stillingsbetegnelser som brandmand og fagmand. Næh, de kvindeord der eksisterer i danskernes ordforråd er af en ganske anden karakter. Sprognævnet nævner dem selv: Øjeguf. Seniorsild. Speltkusse. Og de lidt mere traditionelle, som kælling, luder, diva og rappenskralde. Ordene er enten seksuelt ladede eller direkte skældsord. Slår man op i Politikkens Synonymordbog under ’kvinde’, får man ord som ’det svage køn’, ’dulle’ og ’fisselette’. Slår man op under mand, får man ’herre’, ’karl’ og ’handyr’. Ordene ’mandfolk’ og ’kvindfolk’ er næsten identiske, men hvor det første er billedet på en stærk og modig helt, er det andet en lidt irriterende gruppe hvinende sladretasker. Det virker som om at femininitet opfattes som noget negativt og svagt, mens maskulinitet er ønskeligt og stærkt. Hvis en pige er sportslig og selvhævdende, bliver hun kaldt en drengepige eller det engelske tomboy, der slet ikke har en kvindelig kønsbetegnelse i sig – og smiler ofte stolt når hun får det at vide. Samtidig virker det ofte som om at det værste, man kan sige til en mand, er at han er kvindagtig. Måske ville dette ikke være helt så slemt hvis femininitet, sammen med maskulinitet, blev opfattet som et positivt karaktertræk, i hvert fald for pigerne. Men det er ikke tilfældet. Tænk på ordet ’tøsedreng’. Da jeg var barn, brugte vi også en hunkønsversion af det ord, men det var ikke ’tøsepige’, som man kunne forvente. Det var ’tøsetøs’. For en pige var allerede en tøs per default. Og det eneste der kunne være mere svagt end at være en pige, var at være det to gange.
Så var det dét, folk bedømte mit køn ud fra? Blev jeg kaldt en pige når jeg opførte mig svagt, og en dreng når jeg ikke gjorde? Ikke ligefrem. Det ville alligevel være at generalisere for meget. Tilfældet var snarere, at folk antog jeg var en pige når jeg var sammen med piger, og en dreng når jeg hang ud med drenge. Igen viser menneskets hang til opdeling sig; selv i gymnasiet foregår alle quizzer ved at klassen deles op i drengene-mod-pigerne. Hvorfor ikke? Tja. Dette citat fra en amerikansk blog beskriver det bedre end jeg kunne: ”A teacher greeting her class with, ”Hello boys and girls” seems innocent enough, but how would you react if she had said, ”Hello white children and black children” instead?” Faste vendinger som ’drenge og piger’, ’damer og herrer’ bruger folk uden at tænke over dem, men vi risikerer at gøre verden til et smertefuldt sted for ikke blot folk som mig, der ikke føler de passer ind i hverken den ene eller anden kategori, men også de rigtige drenge og piger. De to køn bliver nærmest sat op i et antagonistisk forhold, hvor de bliver den afgørende forskel mellem mennesker. Vi er alle personer, men det kommer til at virke underordnet – det vigtigste er om man er en han eller en hun. På den måde ender vi med ord som ’forkvinde’ og den tidligere nævnte ’forretningskvinde’, der skaber afstand mellem kønnene på områder hvor det slet ikke virker relevant. Har éns køn virkelig betydning for hvorvidt man kan lede en bestyrelse eller en forretning? Er det virkelig nødvendigt at gøre omgivelserne opmærksom på det gennem sin stillingsbetegnelse alene? Og når man kobler dette med den negativitet der i forvejen gennemsyrer vores samfunds opfattelse af femininitet, bliver det en giftig blanding. Kvinder risikerer at fremstille sig selv som noget negativt blot ved de ord de bruger om sig selv. Det lyder måske ekstremt, men det er nemmere at komme til end man skulle tro. Lad os se på ordet ’tøs’ fra tidligere. I ordene ’tøsedreng’ og ’tøsetøs’ antyder det noget kujonagtigt og svagt. Alligevel anses det for normalt og kærligt for kvinder at kalde sig selv og deres veninder for ”tøser”.
Så hvorfor glemmer vi ikke bare alt om forkvinder og formænd og siger ’forperson’ i stedet? På den måde er vi alle på lige fod og kan ignorere kønsstereotyper, antagonistiske forhold og uforsætlig ignorering af folk der ikke identificerer sig som hverken mænd eller kvinder. Eller vi kan bare holde os til ”formand”, der jo, trods alt, teknisk set er kønsneutralt. Dansk Sprognævn skriver selv i besvarelsen af et læserbrev at pronomenet ’han’ ”helt fra gammel tid har kunnet udstrækkes til at dække over både mænd og kvinder.” Men måske er det netop dér, problemet ligger. At hankønnet betragtes som udgangspunktet, som defaulten. Kvindelighed er ikke blot negativt, det er usædvanligt. Undtagelsen. Måske er det derfor, det er så vigtigt at gøre opmærksom på sit køn. Ord som ”forretningskvinde” betyder måske, at en kvinde kan få lov at styre sin forretning uden at føle at hun behøver at være som en mand for at være succesfuld. Det giver hende mulighed for at skabe nye konnotationer for sit køn og fjerne noget af den negativitet der er forbundet med femininitet. Vores verden er præget af kønsstereotyper, men det kunne tænkes at total kønsneutralitet ikke er løsningen på det problem – snarere ville en anden indstilling være det. Det vi har brug for, er måske en accept af, at der måske er forskelle på mand og kvinde, men at det ene ikke er bedre end det andet.
Men ender vi i det lange løb alligevel med det samme resultat? To lejre, to kasser, ”Er du en dreng eller en pige?” For nylig fik jeg stillet spørgsmålet igen. Da jeg svarede lidt afværgende, påpegede spørgeren at ”der altså ikke er noget galt med at være en pige”, som om det var derfor jeg nægtede at identificere mig selv som hunkøn. Det var det naturligvis ikke – det er blot fordi at hverken pige- eller drengekassen passer til lige præcis mig. Men det andet er nemt at antage, når man tager den måde vi taler om køn i betragtning. For mig er kønsneutralitet målet, det skal jeg ærligt indrømme. Jeg vil gerne have lov til at fravælge begge kasser. Men før det kan ske, er det nok vigtigt at jeg ikke har nogen speciel grund til at ville fravælge hverken den ene eller den anden.
